Vedtægt for Dalby Strandgaard Grundejerforening

Vedtægt for Dalby Strandgård Grundejerforening

 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er ”DALBY STRANDGÅRD GRUNDEJERFORENING”. Dens område er matr.nr. 4b, 4c og 5b Dalby by, Kirke Helsinge og parceller deraf.

Dens hjemsted er Kirke Helsinge Strand, 4281 Gørlev, Kalundborg Kommune.

§ 2 Formål

Grundejerforeningen er stiftet i henhold til den for området tinglyste deklaration.

Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser, at have ejendomsretten over fællesarealerne og at drage omsorg for disses drift og vedligeholdelse.

Foreningen varetager medlemmernes interesser angående forhandlinger med offentlige myndigheder og forsyningsselskaber, private som offentlige, for så vidt angår de fælles anlæg.

Foreningen er upolitisk.

§ 3 Medlemskab

Medlemmer af foreningen er ejere af parceller udstykket fra matr.nr. 4b, 4c og 5b Dalby by, Kirke Helsinge.

Samtlige ejere er pligtige medlemmer af foreningen i henhold til den for området tinglyste deklaration.

Medlemspligt og  –ret indtræder ved købsaftalens overtagelsesdato.

Overtages en ejendom, hvor den tidligere ejer er i restance til foreningen, er den nye ejer pligtig til at udrede det skyldige beløb. 

Medlemmer har part vis lige ret til foreningsformuen i tilfælde af foreningens opløsning. Det enkelte medlem er ansvarlig for, uopholdeligt, at oplyse foreningens formand om til enhver tid gældende bopæl, telefonnummer og mailadresse. Forsømmelse af denne oplysningspligt medfører betalingspligt af et administrationsgebyr på 50 kr.

 

§ 4 Medlemsophør

Når et medlem ophører med at være ejer af sin parcel, er medlemmet dermed udtrådt af foreningen og har intet krav på refusion af kontingent eller andel i foreningens formue.

Den nye ejer af parcellen indtræder umiddelbart i den tidligere ejers rettigheder og forpligtigelser over for grundejer foreningen.

Enhver sælger er forpligtet til at gøre køberen bekendt denne vedtægt og med forpligtelsen til at være medlem af grundejerforeningen.

Såvel køber som sælger er pligtig til, senest 14 dage efter overtagelsesdato, at give foreningens formand meddelelse om ejerskifte.

§ 5 Kontingent

Til afholdelse af foreningens almindelige driftsudgifter opkræver bestyrelsen et kontingent.

Udover kontingentet kan der blive pålignet medlemmerne bidrag til vedligeholdelse af fællesarealer og foranstaltninger i øvrigt, i det omfang krav herom måtte blive fremsat af det offentlige.

Størrelsen af kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det kommende regnskabsår.

Årskontingentet forfalder d. 1. april med sidste rettidige betalingsdag d. 30. april. Kontingentrestance medfører at det pågældende medlems stemmeret er suspenderet, indtil restancer, administrationsgebyrer og evt. påløbne omkostninger, herunder advokatsalær er indbetalt.

Ved betaling efter sidste rettidig indbetalingsdato betales et administrationstillæg på 50 kr.

Sker betalingen efter 1. september betales yderligere et administrationstillæg på 100 kr.

Er kontingentet ikke betalt 31. oktober overgives indkrævning til inkasso for medlemmets regning.

§ 6 Hæftelser

For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningen med sin formue.

§ 7 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 4 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Der afgår 2 medlemmer hvert år. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Endvidere vælger generalforsamlingen to bestyrelsessuppleanter, to revisorer og en revisorsuppleant.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger. Protokollen underskrives af tilstedeværende medlemmer.

Bestyrelsen er berettiget til, under ansvar over for generalforsamlingen, i fornødent omfang at engagere lønnet hjælp i sager, hvor det skønnes nødvendigt, f.eks. assistance fra landinspektør, advokat m.v.

Hvervet som bestyrelsesmedlem honoreres ved kontingentfrihed i den periode hvervet bestrides.

Der kan, hvis arbejdets karakter og omfang skønnes rimeligt, ydes et mindre honorar.

§ 8 Bestyrelsens daglige virksomhed

Bestyrelsen leder foreningens daglige virksomhed og repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private. Den råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægten og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Uopsættelige forretninger kan dog foretages af bestyrelsen.

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller to andre bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent og indkaldes af formanden eller i dennes forfald af næstformanden.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.

Alle afgørelser i bestyrelsen træffes ved almindeligt stemmeflertal, og i tilfælde af stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær, næstformandens stemme afgørende.

Foreningen forpligtes ved underskriften af formanden i forbindelse med to andre bestyrelsesmedlemmer.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, supplerer bestyrelsen sig med en generalforsamlingsvalgt suppleant, gældende til næste ordinære generalforsamling.

Dersom formanden eller næstformanden efter ovenstående måtte udtræde af foreningen, skal postens afløser vælges inden for de resterende bestyrelsesmedlemmer, og dersom ingen ønsker at modtage valg skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.

 

§ 9 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Generalforsamlinger og medlemsmøder indkaldes af bestyrelsen.

Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle.

Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent, der afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen. 

Stilles der på generalforsamlingen forslag om mere end et emne til valg af dirigent, foregår afstemningen herom skriftligt, og afgørelsen træffes ved almindelig stemmeflertal.

Ved generalforsamlinger kan kun træffes afgørelser vedrørende emner, der er optaget i den til medlemmerne meddelte dagsorden (Undtagelse herfra, - §10 sidste afsnit.

Generalforsamlingens beslutninger vedtages ved simpelt stemmeflertal.

Afstemning kan ske ved håndsoprækning. Afstemning skal ske skriftligt, når 10 medlemmer kræver det.

Hvert medlem har én stemme. Stemmeafgivning kan foregå ved fuldmagt. Dog maksimalt to fuldmagter pr. stemmeberettiget medlem.

Medlemmer, der er i restance med medlemskontingentet eller andre bidrag til foreningen, har ikke stemmeret.

Referat af generalforsamlingen protokolleres, og referatet underskrives af dirigenten og tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer, før det udsendes til medlemmerne og gøres tilgængeligt på foreningens hjemmeside.

De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger samt beslutninger, der i henhold til nærværende vedtægt måtte vedtages af bestyrelsen, er forpligtende for medlemmerne, indtil de måtte ændres i henhold til gældende lovgivning. Indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning.

Grundejerforeningen er berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse.

Specielt vedr. vedtægtsændringer:

Ændringer i foreningens vedtægt kan kun vedtages, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede og mindst 2/3 af disse stemmer for beslutningen. Blanke stemmer regnes ikke for afgivne.

Er det krævede antal ikke til stede, indkalder bestyrelsen indenfor 30 dage til afholdelse af en ny generalforsamling, hvor sådanne beslutninger kan vedtages med simpelt stemmeflertal, såfremt 2/3 af de tilstedeværende afgiver stemme.

§ 10 Ordinær generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år, - fortrinsvis sidste lørdag i maj måned.

Indkaldelse af den ordinære generalforsamling foretages skriftligt af bestyrelsen med 14 dages varsel til hvert medlem.

Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen samt de fornødne bilag, (det reviderede regnskab, bestyrelsens budgetforslag for følgende år, eventuelle forslag fra medlemmer og/eller bestyrelse).

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde:

1. Valg af dirigent

2. Beretning fra bestyrelsen om foreningen i det forløbne år

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

4. Forslag fra bestyrelsen, herunder bestyrelsens forslag til budget 

5. Forslag fra medlemmerne

6. Valg af medlemmer til bestyrelsen

7. Valg af 1. og 2. suppleant til bestyrelsen

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

9. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest den 1. maj.

Forslag, der emnemæssigt afledes af forslag i den udsendte generalforsamlingsindkaldelse, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

 

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftligt krav herom. Begæringen skal indeholde det/de forslag, der ønskes under behandling.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske skriftligt af bestyrelsen senest 30 dage efter kravets fremsættelse, og med 14 dages varsel til hvert enkelt medlem. Indkaldelse skal indeholde dagsordenen samt den fulde ordlyd af det/de forslag, der ønskes under behandling.

§ 12 Regnskab

Regnskabsåret løber fra 1. april til 31. marts.

Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden godkendte udgifter.

Kassereren fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemsbog

Kassereren underskriver alle kvitteringer, og foreningens midler skal henstå på konto i bank eller sparekasse, hvortil kassereren har dispositionsrettighed og formanden har adgang til kontokig.

Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige kr. 1000.

Årsregnskab afleveres af kassereren til formanden inden den 15.4.

Formanden overgiver regnskabet til de af generalforsamlingen valgte revisorer, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med evt. bemærkninger.
Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest 1.5.

§ 13 Ordensregler

De af generalforsamlingen til enhver tid vedtagne ordensregler for grundejerforeningens område skal overholdes.

 

§ 14 Foreningens ophævelse

Grundejerforeningen kan kun ophæves med kommunens samtykke.

 

----------------------

 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling 12. juni 1966 på Mullerup Kro. Ajourført den 1. marts 1980 med ændringer iflg. generalforsamlingens vedtagelse. Ajourført igen maj 2009 med ændringer iflg. generalforsamlingens vedtagelse. Ajourført igen 24. juni 2017 med ændringer iflg. generalforsamlingens vedtagelse.

Nyeste kommentarer